Gram Slots julemarkeder ser ud til at sætte publikumsrekord i år. Men til næste år mangler trækplastret Pyrus.
GRAM: Der dufter af mormors hjemmebag i det gamle lavloftede køkken under Gram Slot. Og opskrifterne er måske de samme. I hvert fald er en bid af egnsmuseet Jacob Michelsens Gård ved Aabenraa og kogebogsforfatteren Lene Bilde Freisig rykket ind i kælderkøkkenet.
Sammen med Karen Brande bager hun "gode råd" på det gamle komfur. De runde kager, som ved første øjekast ligner vafler lidt, bliver tørret og knækket i mindre stykker til smagsprøver og lagt i kurve til slottets gæster. Der er også chokospecier, gaffel kager, skraf kacke og knepkager. Alle sammen opskrifter fra bogen "De glemte kager".
Titlen blev valgt ved et tilfælde, selvom ikke alle kager er gået i glemmebogen i Sønderjylland.
- Mange siger, at det var dem mormor lavede, eller dem oldemor lavede. Den handler om det sønderjyske kaffebord. Vi sad og diskuterede, hvad bogen skulle hedde, og så kom jeg til at sige; De glemte kager, forklarer Lene Bilde Freisig.
Hun og de to medforfattere har dog moderniseret opskrifterne lidt.

- Så du har været ude og hapse en unge, bare for at komme ind og se Pyrus?
Show
Til gengæld er alle hjælpere i slotskøkkenet i gamle dragter. Kagebageren er nemlig også instruktør for Skærbæk Rømø Folkedansere.
- Danserne synes, at det er hyggeligt og sjovt. Det er lige så meget for hyggens skyld.
Optræde skal de ikke. Men det skal nissen Pyrus. Og med det sidste julemarked i år bliver det også hans sidste optrædener. For nissen har meddelt, at han går på pension, selvom han egentlig går for at være en ungnisse.
De helt unge er i hvert fald med, allerede inden han går på scenen i den tætpakkede lade. Slotsnissen Svend varmer dem op. Men blandt de små på gulvet foran scenen er der én, som lige skal hjælpes:
- Så mangler vi bare de 399 andre, som savner deres mor.
- Pyrus, Pyrus kom nu frem, skråler alle de andre.
Men det er Chris fra Chokoladefabrikken, som svarer. Han skal nemlig optræde i stedet for. Men en tyrannosaurus rex forhindrer ham i at komme på arbejde. Det var selvfølgelig bare drillenissen, som samme morgen havde forvandlet alle Gram Slots traktorer om til små havetraktorer.
Ikke slås
Han giver en rocksang for at vække nissepigerne. Hele laden rocker med. Pigerne vågner, og Pyrus viser sig fra sin hårde side.
- Vi har to shows i dag, så ikke noget med noget indimellem. I skal holdes til.
Ligesom da to blandt publikum begynder at slås.
- Vi har lige et par drenge her. Stop! Hvem ejer dem? Jeg mener det; I skal ikke sidde og slås.
Han er så populær, at voksne mænd åbenbart låner børn for at se showet.
- Så du har været ude og hapse en unge, bare for at komme ind og se Pyrus, lyder det anerkendende fra nissen?
Efter showet står et par hundrede af gæsterne i en lang kø for at få autografer af Pyrus og fotos med ham. Nogle af børnene er mødt op i hjemmelavede Pyrus-dragter.
Afløser for Pyrus
- Hvad vil I gøre for at fylde laden fremover?
- Der skal ske et eller andet. Vi lægger hovedet i blød. Vi har nogle gode idéer. Vi skal have noget underholdning for børn. Pyrus er blevet en del af Gram Slot, fordi han har været her så meget. Men hvis Pyrus siger, at han går på pension, så er det sidste år. Det er ikke os der siger stop, forklarer slotsherre Svend Brodersen.
Folk kommer langvejsfra for at se showet og julemarkedet.
- I går havde vi busser fra Skagen. Og de kom fra Slagelse.
I år ser besøgstallet ud til at sætte rekord.
- Det er gået over al forventning, selvom vi har valgt at koncentrere det på to weekender og udvide aktiviteterne. Vi har 180 udstillere hver dag. Der var næsten 9500 gæster sidste weekend. Der var 4600 gæster i går (lørdag, red.). Så vi når op på 18-19.000 gæster i år. Det er 3000 mere end sidste år.
Så bombetruslerne virkede ikke. Dem er der i øvrigt ikke kommet flere af, efter en lokal mand blev varetægtsfængslet for lidt over en uge siden.