Gram: Mon ikke de fleste kvinder har en del ritualer, primært skønheds-relaterede, inden de går i seng.

Det gælder også 22-årige Kirstine Bødker Nørgaard, som altid har et sæt joggingtøj, et par gode, store sokker, bilnøgler og sin bipper klar ved sengen. Og så står hendes bil altid parkeret med snuden ud imod gaden.

Kirstine fra Gram er frivillig brandmand ved stationerne i Gram og Tønder, og det gælder derfor om at komme hurtigt afsted, når uheldet er ude.

- Vi skal kunne være på stationen i løbet af fem minutter, så det gælder om at være indsatsklar hver gang. Også når man er gået i seng, fortæller Kirstine, som i ordets sande betydning brænder for at være brandkvinde.

Drengepige

Kvinde med stort K med en havnearbejder i hjertet.

Sådan beskriver Kirstine de to modpoler, som udgør den 22-årige brandkvinde, der både arbejder som pædagogmedhjælper, lærervikar og afløser på et plejehjem, mens fritiden bruges på venner, fitness og brandværnet.

- Jeg har altid været en drengepige, haft en masse drengevenner og leget med biler, i stedet for dukker. Så da drengene skulle ind og aftjene deres værnepligt, fik jeg lyst til at gå samme vej, og benyttede mig af min værneret. Her gik jeg brand- og redningstjeneste-vejen, hvor man som værnepligtig indgår i Beredskabsstyrelsens daglige vagtberedskab.

Kirstine er netop blevet ambassadør for Bliv Brandmand Nu.dk, som skal gøre reklame for brandmandsfaget, der har det svært. Der er massiv mangel på frivillige eller deltidsansatte brandmænd, og det er især brandstationer i de mindre byer, der er pressede.

- Vi mangler omkring 400 brandmænd på landsplan. En af grundene er, at man har et bestemt billede af, hvem der er, eller kan, blive brandmand. Det kan de fleste nemlig, også kvinder, og derfor har jeg sagt ja til at være ambassadør.

Lig

Selv har Kirstine været klar fra første gang, hun stod overfor en brand. Heller ikke de grimme ting har indtil videre afskrækket hende.

- Som udgangspunkt ved man jo ikke, hvad der venter én, når man rykker ud. Jeg har været sendt ud til grimme færdselsuheld, og har set lig. Når det har været rigtig grimt, kan man benytte sig af det, der hedder debriefing. Det er noget med at mødes efter indsatsen og kigge hinanden i øjnene, for at være sikker på, at man er ok. Og er man det ikke, så bliver der taget hånd om det. Man skal kende sig selv og sine begrænsninger. Det er helt ok at sige fra, hvis noget er for grænseoverskridende. Det kan man arbejde med og få hjælp til. Hvis man derimod konsekvent overskrider sine egne grænser, risikerer man at gå ned med flaget, og stoppe helt.

Øjnene lyser, når Kirstine fortæller om sin forholdsvis nye karriere som brandkvinde. Entusiasmen og begejstringen over at være del af noget større, som i yderste tilfælde redder liv, er ikke til at tage fejl af.

- Jeg elsker alt ved det. Jeg har altid haft et udpræget hjælper-gen og kan jeg gøre noget godt for andre, er min dag reddet.

Og så er der fællesskabet med de andre, som er helt fantastisk, siger hun.

Men:

- Som pige skal man ikke være sart - mandehørmen regerer i stor stil her på stationen. Og sådan skal det være, for der skal ikke gøres forskel på mig og de andre, bare fordi jeg er den eneste kvinde i korpset. Som kvinde føler jeg også, at jeg skal præstere 110 procent, og det passer mig fint. Det vil jeg meget hellere, end at der bliver taget hensyn til mig.

Til gengæld giver det på ingen måde plus på scorekontoen at være brandkvinde, fortæller Kirstine med et grin:

- Drengene siger, at det er en rigtig god scorereplik at være brandmand, når de går i byen. Men jeg kan da hilse og sige, at det ikke gælder omvendt. Overhovedet ikke, faktisk.